Ekstrem nedbør: Her er ingeniørens råd mod oversvømmelse

Man kan enten se stiltiende til, mens den ekstreme nedbør stille og roligt oversvømmer ens ejendom - eller man kan gøre som ingeniøren Jens Lennert: komme med konkrete løsninger på problemet.

Regn, regn og atter regn.

I kolonihaveforeningen Skytteløkken på Kragsbjergvej i det centrale Odense har de et voksende problem: Den øgede mængde regnvand gør, at det lavest liggende område bliver så oversvømmet, at de respektive beboere må finde gummistøvlerne frem for bare at kunne bevæge sig rundt.

- Når det står værst til, svømmer der ænder rundt dernede, siger Jens Lennert, der selv ejer et kolonihavehus i foreningen, til TV 2 Fyn.

Han ernærer sig til dagligt som ingeniør og har netop fremsat et forslag på foreningens generalforsamling om, hvordan grundvandet sænkes, så regnen ikke på samme måde påvirker området. Men det kræves, at der løftes i flok, påpeger han.

Det er en holdindsats, hvor alle beboere i kolonihaven skal deltage, hvis problemet skal løses, fastslår Jens Lennert.
Det er en holdindsats, hvor alle beboere i kolonihaven skal deltage, hvis problemet skal løses, fastslår Jens Lennert.
Foto: Alex Syrik


- Vi skal simpelthen omdanne haveaffald til flis og sprede det ud der, hvor der ligger grus og fliser, da flis suger langt mere vand end grus og fliser, siger Jens Lennert og tilføjer, at der hvert år bliver kørt flere tons haveaffald fra foreningen til genbrugsstationen.

- De to problematikker vil udligne hinanden, siger han.

Otte huse oversvømmet

Jens Lennert oplyser, at det drejer sig om i alt otte kolonihavehuse, der er placeret i den nederste ende af foreningen. Men selvom den stigende vandstand primært rammer de otte huse, bliver alle foreningens beboere i større eller mindre grad påvirket.

- Husene får råd, og grundene bliver umulige at udleje, hvilket medfører, at alles husleje stiger, siger Jens Lennert.

Hvad skyldes den øgede mængde nedbør?


Han tilføjer, at alternativet bliver, at Odense Kommune vil kloakere området, og at huslejen derved ligeledes vil stige.

- Så det efterlader os med tre muligheder. Ved mulighed et og to stiger huslejen, eller vi kan alle sammen yde en lille indsats og på den måde undgå en huslejestigning, siger Jens Lennert og tilføjer, at foreningen tidligere har måttet nedlægge et hus på grund af den forhøjede vandstand, og at han forventer, at de otte huse bliver de næste i rækken. Derfor skal der handles nu, fastslår han.

Der er dømt sumptilstande i den lave ende af Skytteløkken.
Der er dømt sumptilstande i den lave ende af Skytteløkken.
Foto: Alex Syrik

Fra 40 til fem dage med oversvømmelse

Ud over spredningen af flis har Jens Lennert i sit forslag procederet for, at alle husene i foreningen får installeret et regnvandsopsamlingssystem i form af nedløbsrør og beholdere på de respektive grunde. På den måde holdes en del af regnvandet væk fra området – regnvand, som kan udnyttes til smartere formål.

- Hvis alle så bruger regnvandet til at vande haven og blomsterne, vil foreningen spare tusindvis af kroner om året på vandregningen, siger Jens Lennert.

- Det er noget griseri at vande haven med rent drikkevand, lyder det lidt efter.

Beboerne i Skytteløkken har taget alternative metoder i brug for at lede vandet væk fra grundene.
Beboerne i Skytteløkken har taget alternative metoder i brug for at lede vandet væk fra grundene.
Foto: Alex Syrik


Hvis de forskellige tiltag effektueres, vil det ifølge Jens Lennert medføre en grundvandssænkning på mellem ti og 20 centimeter, hvilket gør, at foreningen fremadrettet maksimalt vil få fem dage om året med oversvømmelse i stedet for de nuværende 40 dage, vurderer han.

- At lede vandet fra tagene og ned i en beholder er både gavnligt for jorden og for pengepungen, siger Jens Lennert, der håber, at andre kolonihaveforeninger i Odense vil lade sig inspirere af Skytteløkken.

- Og måske de må låne vores flishugger, griner han.

Oversigt

    Oversigt